Psykologpostkassen er en gratis psykologisk rådgivning|Vi tilstræber at svare inden for 14 dage.

Lyst/ eller ikke lyst til nærhed.

        Spørgsmål Hej brevkasse Jeg skriver fordi jeg ikke rigtig ved om jeg har et problem eller hvad? Jeg bryder mig ikke om at røre ved andre og bryder mig ikke altid om at blive rørt. Jeg har haft det sådan så længe jeg kan huske, nu er jeg 23 år. Det kan være de mindste berøringer som gør mig utilpas, en berøring på min arm eller lign. Det der forvirre mig er at nogle gange har jeg en enorm trang til at blive rørt ved, altså at nogen vil holde om mig, eller bare nusse mig og når jeg har det sådan kan jeg godt lide at blive rørt, er dog stadig ikke meget for at røre andre. Jeg rør sjældent selv nogen, altså jeg har intet problem med at give hånd, men et kram bryder jeg mig ikke om. Jeg har aldrig haft en kæreste og har ingen rigtig tætte venner eller veninder, jeg har nogle gode veninder, men ingen som jeg er rigtig tæt med. Jeg nyder ikke at kysse en fyr, jeg ved at jeg er til fyre, for jeg kan blive enormt tændt og virkelig have lyst til at kysse eller være sammen med en fyr, men alligevel nyder jeg hverken kys eller samleje, det er ligesom noget der bare skal overståes. Det går mig meget på at jeg har det sådan og jeg tænker meget på det. Jeg ser egentlig mig selv som en ganske almindelig pige, med sådan rimeligt styr på mit liv. Jeg har haft en ganske fin barndom, med en super dejlig mor og storebror. Er det normalt sådan som jeg har det eller har jeg et problem? Svar Kære […]
By |december 14th, 2014|Andet|0 Comments

Hvem er jeg?

        Spørgsmål. Hej jeg er en ung pige på 25 der har haft en psykose. Men efter psykosen har jeg haft det så dårligt min personlighed har ændret sig så meget at jeg ikke kan kende mig selv. Det værste er at jeg ikke snakker mere hvad kan det skyldes jeg ved jeg kan snakke for snakker fint med fremmede men kommer det til folk jeg har tæt på er jeg gået fuldstændig i stå og det er som om jeg ikke kan snakke. Siger aldrig noget mere heller ikke når jeg føler mig tryg nok så kommer der ingen ord ud. Hvad kan jeg gøre for at komme til at snakke igen. Forstår ikke hvad der er sket med mig men efter min psykose er jeg blevet en anden indadvendt og snakker aldrig mere. Det gør mig så ked af det at jeg ikke snakker mere at jeg Ikke kan holde livet ud. Vil gerne kunne være udadvendt som jeg var før. Og ved jeg godt kan snakke for snakker fint når jeg snakker til hunden eller med min sygeplejerske men med alle andre der siger jeg intet ikke engang med min mor og det er skræmmende for ved ikke hvad der er galt og hvad der er sket med mig. Er ved at gå i panik hver dag over at jeg ikke kan snakke. Mvh. den meget ulykkelige og frustrerede Svar  Kære Anonym. For os er der umiddelbart ikke noget mærkeligt i, at du går i stå med at tale med mennesker der står dig nær og hvor det er vigtigt at sige det rigtige, altså at der er overensstemmelse med det du siger og det du virkelig […]

Jeg går på efterskole og så en, der var ved at blive kvalt

Jeg går på efterskole og så en, der var ved at blive kvalt Hej, Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde. Der er faktisk flere ting, jeg gerne vil skrive, så den kom under emnet ‘Børn og unge’, da jeg er ung og har nogle spørgsmål. For omkring et år siden var en fra min overgang ved at blive kvalt. Vi sad og spiste vores mad i i et stort rum fyldt med mange andre. Pludselig springer drengen bag mig hostende op fra sin stol, og begynder hostende og hakkende at gå rundt. Først tror man bare, at det vil gå væk igen lidt efter, og han vil grine til sine venner. Men det bliver ved, mens hans hoved og læber bliver blå. I det man tror, at han besvimer, kommer en af lærerne løbende og får ham til at kaste maden op, ved at ‘trykke hænderne ind i hans mave’. Alt imens det skete, sad vi alle- hele salen- bare og kiggede skræmt på ham. Jeg kan stadig høre hans raspende åndedrag, mens han forgæves forsøgte at få luft ind, og jeg kan stadig se hans udspilede røde øjne. Og lige nu når jeg tænker på det, så bliver jeg enormt sur på mig selv, fordi jeg bare kiggede på. Jeg ved godt, at alle andre os sad og kiggede, men jeg skulle være sprunget op som den første og have hjulpet ham. Også selvom jeg ikke vidste hvordan dengang. Her for nogle måneder siden skete det samme for min lillesøster- bare heldigvis ikke i særlig lang tid. Min far var der med det samme og hjalp. Det, der går mig på nu er, at hver eneste gang nogle hoster, når vi spiser (jeg er på efterskole, så det […]

Hold af og hold ud

        Spørgsmål. Hej. Jeg har et problem som som sådan ikke er mit eget, men det er i forbindelse med min kæreste og vores fælles sexliv. Da jeg først mødte min kæreste havde han en umættelig trang til sex, og han var fuld af romantiske påfund og lidenskab. Men meget hurtigt efter at vi begyndte at dyrke sex mistede han mere og mere lysten til sex og kys og lidenskaben forsvandt ligesom. Jeg gættede rimelig hurtigt at det muligvis nok har noget at gøre med at hans mor døde af kræft efter at hun lå syg 6 år i hjemmet, fra han var 6-12 år gammel, efterfølgende fik hans far en depression og han var den eneste der boede hjemme. Hans far er lidt af en push-over, pleaser ect. Det gik han til psykolog for som 22 årig, men selv om jeg bad ham om også at snakke om vores sexliv og alt det andet, så undgik han det. Før mig har han haft samleje med virkelig højt antal forskellige piger og ligeså mange “løse” forhold. I løbet af de 4 år vi har været sammen har vi slået op en gang og da vi begyndte at finde sammen igen blomstrede vores sexliv lystigt op. og det var virkelig godt, men så langsomt gik det helt i stå igen. Med i stå mener jeg at jeg ofte har lyst flere gange om ugen og han har lyst måske 2 dage om md. og det er ikke altid det varer mere en 10 min. i starten græd jeg ekstremt meget fordi jeg troede det handlede om mig, men langsomt vænnede jeg mig til det og prøvede at finde positive […]

Familieliv

        Spørgsmål. Kære Psykologbravkassen.dk Jeg skriver fordi jeg er bekymret for min bror. Han løber konstant til læge, og er angst for at være syg, han kan ikke se, læse eller høre om nogen med cancer – det tror jeg er det man kalder sygdomsangst. Min bror har ikke noget job, og lever af sin kones indtægt. Til gengæld passer han deres 3 børn og det har jeg indtryk af fungere. Min mand og jeg har været mere økonomisk heldige end min bror. Deraf opstod det store problem. Vi valgte at invitere hele familien til Florida i vinterferien – vi har ikke børn – og syntes vores nevøer og niece skal opleve Disney World. Det er nu endt i en total katastrofe. Men bror vil ikke med de fly vi har fået tilbudt, da vi fik et andet tilbud var der det næste galt – 2 mellemlandinger – så vi tilbød at de kunne flyve til Miami og køre derfra. Da vi mente det var en lang tur for børnene tilbød vi de kunne rejse i forvejen og vi ville betale billeje og hotel de ekstra nætter. Det var helt galt – for så var vi ikke på samme fly. Det afstedkom et kæmpe skænderi, og min bror smed røret på. Der er nu stilhed – og vi har, måtte afbestille det hele. Jeg prøver nu at forstå hvad der skete. Hvad sker der når sådan en angst sætter ind? For jeg tror det er angst! Jeg syntes jo jeg har givet eb fin gave og kan knapt se andet end det må være angst der føre til sådan en voldsom reaktion – den virker irrationel og ikke særlig […]
By |december 10th, 2014|Andet|0 Comments

Min lillesøster har tvangstanker og jeg er ved at gå til

Hej psykologpostkassen Dette brev går nok ikke til mig personligt så meget som det går på min lillesøster. Dog vil jeg også gerne have hjælp til at tackle min nuværende familiesituation. Jeg er 18 går i 2.g , og bor hjemme med mor, far og lillesøster på 12. Gennem længere tid – så lang tid at jeg ikke kan huske hvornår det startede, men husker det som godt og vel 1,5 år, har min lillesøster haft svære bekymringer og angst. Det er overfor alt muligt, men især at der skal ske min mor noget. Det har resulteret i, at hun gentager alt hvad min mor siger, kopierer alt hvad hun gør, og følger efter hende konstant. Yderligere skal hun gentagne gange bekræftes i, at hun gør det rigtige. Fx har min mor engang sagt noget i stil med, at man ikke skal gå over vejen hvis en bil er mere end 10 meter væk. Min lillesøster må nu bekræftes i, at det err okay at hun gik over vejen da bilen havde passeret fodgængerfeltet, men endnu ikke var 10 meter væk. På den måde går hendes tvangstanker og bekymringer udover hendes selvstændighed. Det fylder rigtig meget herhjemme, ligemeget hvor i huset jeg er kan jeg høre min søster og min mor og den evige rutine af gentagelser – og det gør det fuldstændig umuligt at få ro og fred. Jeg selv er begyndt at lukke mig inde og slet ikke snakke med min familie længere. Jeg har simpelthen ikke overskud til at tackle situationen derhjemme. Hjemme er det sted man skal have ro og fred og i stedet er det akavet og kunstigt og fyldt med min søsters angst. Bare det at være i samme rum som de […]

Hvad vil jeg, og hvad vil du?

        Spørgsmål. Jeg har brug for hjælp Jeg skriver fordi, at mit forhold til min kæreste igennem 2 år er ved at gå i vasken. Jeg har rent faktisk allerede bedt min kæreste om at flytte ud.. Jeg har brugt megen tid – og mange kræfter på at forstå hvor vi hver især har svagheder/forskelligheder der gør, at vi ikke kan få et forhold til at fungere. Vi er blevet ”Underhund” og ”Overhund” – jeg vil nok sige, at det er i mild grad. Jeg er underhunden.. I starten af vores forhold var vi vildt forelskede (dengang var jeg overhunden). Jeg har tidligere været i et fast forhold igennem flere år, hvor vi boede sammen og lærte at være 2 under et tag. Det var dog første gang for min kæreste – men han var så forelsket, at han bad mig flytte ind i en ny stor lejlighed sammen med ham efter blot 3 måneder. Vi har mange gode værdier i forholdet, hvis jeg selv skal sige det. Vi har altid ting at snakke om – og vi lytter til hinanden på den front – desuden går der ikke en dag uden at vi ler. Drømme er vi heller ikke blege for at dele.. Min kæreste er meget kærlig (dog har vi haft seksuelle problemer grundet ”overhund” og ”underhund” positionen – han har simpelthen ikke lyst – det lider jeg under – og har gjort det i mit tidligere parforhold også.. Så noget må jeg gøre forkert!). Allerede fra vores forholds begyndelse opdagede jeg hvordan min kæreste stadig holdt kontakten til flirts fra fortiden – og bekendtskaber, der ikke ”gavnede ham”.. Jeg prøvede da at forklare ham, at […]

Fortsætte, men hvordan?

        Spørgsmål. Hej, jeg ved snart ikke hvor jeg skal henvende mig… Jeg er samlevende på 7. År med min kæreste, hans 2 børn, min datter og så fik vi et fælles barn for 4 år siden. Vi har haft et turbulent forhold fra starten, da han blev skilt, og vi derfor flyttede ret hurtigt sammen. Han er normalt et sjovt, kærligt menneske, men han har en skyggeside med et stort temperament, jalousi og ret kontrollerende. Første gang jeg fik et glimt af denne side, var efter 4 mdr han kaldte mig i en brandert for so og svinede mig lidt til, men selvom jeg blev ked af det så tog jeg det ikke så slemt, da han jo bar beruset og var under stort pres fra exen med børnene osv. Men vi flyttede trods alt sammen, og har et fint forhold, sundt sexliv og finder vores pladser i hjemmet. Men han får nogle aggressioner ud igennem når vi skændtes og han kaster med alt muligt, ikke for at ramme mig men i frustration og vrede. Det begynder at skræmme mig… Men jeg er så glad for ham, og vores nye familie at jeg lader det gå. Første gang han fysisk rør mig er nok 1 år inde i forholdet måske mere, vi skændtes og han bliver så hidsig at han løfter mig op i halsen og knalder mig ind i væggen, går ud som et lys. Vågner op i sengen hvor han sidder og græder ved min side, og ikke forstår hvad der skete. Jeg tilgiver ham da han var inderligt ked af det, lovede at det ikke skete igen. Men gæt engang, nej det var ikke […]

Jeg er en pige på 15 år med depression

Jeg er en pige på 15 år med depression   Jeg er en pige på 15 år, og jeg undskylder mit dansk på forhånd, da jeg har boet i udlandet. Jeg kan starte med at fortælle om min historie… Den første skole jeg gik på havde jeg kun to venner fra 1. – 4. Klasse, alle andre mobbede mig på grund af mine unormale foretænder og handlinger. I 5. Rejste jeg til Tanzania hvor jeg fik flere venner, men også flere mobbede mig. Jeg havde brug for et våben så jeg begyndte at bruge mine negle ubevidst. Efter nogle måneder gik det op for mig at jeg gjorde dem ondt. På det tidspunkt var det for sent og jeg vendte ikke af med den vane, lige meget hvor meget jeg prøvede. Men det endte i hvert fald med at de tvang mig til at gøre mig selv ondt og sådan startede min selvskade. Jeg havde fortalt mine venner om problemet, men de var ret ligeglade og ikke deres problem. Motivationen kravlede langsomt væk og alt lyst i livet forsvandt. Evnen til at glæde sig er også forsvundet. Jeg vil tro at jeg har nogen psykiske problemer, siden jeg ikke kan huske om jeg selv blev ved med selvskaden (på det tidspunkt var jeg 13) men det er hvad jeg har fået mig selv til at tro på og det er hvad jeg fortæller dem der spørger. Året efter rejste jeg tilbage til Danmark til en ny skole. Her var der ingenting tilbage at elske i livet. Jeg stoppede med alt sport og mine soverutiner var helt ødelagte. Jeg startede en Twitter account hvor jeg for første gang lærte om begrebet depression. Dér fandt jeg mennesker over […]

Jeg er 17 år forelsket

Jeg er 17 år og forelsket Hej postkasse, Jeg er en pige på 17, jeg har en kæreste på 16, som jeg har været sammen med i ca. 15 år. Vi har det rigtig godt sammen og det ser rigtig lykkeligt ud, dog er der en ting der har frustreret mig lige fra starten. Han er min første rigtige forelskelse, jeg er ikke hans første, men jeg har det stadig som i starten; Jeg tænker på ham mere eller mindre konstant, jeg vil altid aftale med ham hvornår vi ses igen, jeg forsøger altid at opnå hans anerkendelse og i stedet for at skabe min egen mening om ting tænker jeg på hvad han ville mene. En ting er at jeg har det sådan, men samtidig ved jeg jo at han slet ikke har det på samme måde, han tænker jo ikke på mig konstant og danner bestemt ikke sin mening ud fra hvad jeg ville synes om det. Jeg har også svært ved at nyde oplevelser når han ikke er der, det er som om alt sker hvor han er, så når han ikke er der kan det være mere eller mindre ligemeget… Jeg forstår ikke at denne følelse bliver ved, jeg tænker det er normalt det første stykke tid, men der er trods alt gået 15 måneder, og det frustrerer mig rigtig meget jeg ikke rigtig kan nyde de ting jeg gør når jeg er alene, og have “mine egne” tanker uden han indgår på den ene eller anden måde. Jeg tænker om der er noget jeg selv kan gøre for at styrke den der selvstændigheds følelse, hvor det ikke altid handler om ham. Hilsen en frustreret forelsket teenager   Kære Pige Tak for din mail, […]