Psykologpostkassen er en gratis psykologisk rådgivning|Vi tilstræber at svare inden for 14 dage.

Skal jeg indsætte min fraværende far i min søns fotobog?

Hejsa, Jeg er opvokset i en familie, som har været i opbrud siden mine forældres grusomme skilsmisse for 25 år siden. Resultatet er, at jeg har tætte familiemedlemmer (far og (halv)søskende og deres mor), som jeg har set i meget korte perioder i løbet af de 25 år. Efter at jeg selv er blevet mor har vi prøvet og prøvet uden held. Og jeg har nærmest selv skullet invitere os på besøg for at de kunne se min søn. Det er så sket 3 gange (han er snart 2 år). Og nu er kontakten helt ophørt, og min søn kan jo ikke huske dem. Jeg vil jo SÅ gerne give min søn den kærlige kernefamilie, jeg ikke selv fik. Med min mand går det fortrinligt (har været sammen i over 11 år). Men bortset fra min mor, mormor mv. har min far og hans nuværende familie jo ikke vist hverken mig eller mit barn særlig meget interesse. For hver gang jeg prøver, bliver jeg skuffet, så måske er det – også for min søns skyld – bedst sådan, så han ikke får forventninger (og bliver svigtet). Men det er alligevel svært… Mit spørgsmål lyder nu: Hvordan skal jeg fortælle denne situation til min søn, når han bliver i stand til at forstå det? Helt konkret er jeg bl.a. ved at udarbejde noget så banalt som en fotobog til min søn med billeder af hans nærmeste familie: Skal jeg også indsætte billeder af min søns morfar? Og mostre? Hvis jeg lader som om, at de ikke eksisterer, så vil jeg nok stå til ansvar den dag, han så opdager, at de FINDES. Hvad svarer jeg så? Hvis jeg derimod indsætter deres billeder, vil han vel snart spørge: Og hvor […]

Pinlig tavshed.

        Spørgsmål. Jeg har et problem som jeg nu må have løst, eller prøve på, da det har stor effekt på min hverdag, og det er blevet værre og værre i de seneste 2 år. Jeg har ikke før søgt hjælp, fordi jeg selv synes det lyder ret tåbeligt og jeg har hele tiden tvunget mig selv til at skubbe det væk, fordi jeg har håbet og troede det ville gå over af sig selv. Men nu er det altså for meget, og jeg vil prøve at gøre noget ved det, derfor skriver jeg her! Jeg har svært ved at finde det rigtige ord, men angst beskriver det meget godt. Angst for stilhed! jeg er utrolig nervøs for at være stille sammen med dem jeg holder af. Det er altså ikke med nye folk jeg er bange for pinlig tavshed, det er med familiemedlemmer og mine bedste veninder! jeg tænker på det hele tiden, og det bliver værre og værre jo mere jeg tænker på det, og jo mere tavshed opstår der! jeg bliver pisse ked af det og føler mig ensom når det sker, for jeg holder virkelig meget af min familie og mine venner, som jeg har haft i rigtig lang tid, så hvorfor opstår den pinlige tavshed? jeg savner den gang hvor jeg kunne slappe af i selskab med dem jeg holder af, og ikke var bange for pinlig tavshed, ja slet ikke tænkte på at det kunne ske! Har i nogen bud på hvordan det kan være? hvad kan jeg gøre ved det? jeg håber virkelig i kan hjælpe Svar. Kære Hanne. For at vi kan rådgive dig må vi bede dig skrive nærmere om […]

Krav og kærlighed.

  Spørgsmål. Hej. Jeg er en 19 årig pige der bor i hus med min kæreste. Min kæreste på 26 år og vi startede ud som bollevenner i sommeren 2014, vi har været kærester on and off i 1,5 år. De sidste 6 mdr. Har det dog været mere seriøst end nogensinde før, og vi har det sådan okay. Mit problem er at før hen drak min kæreste sig fuld hver evig eneste dag, og det har jeg sat en stopper for så i det sidste halve år har han måske været fuld 2-4 gange om ugen. Hvordan kan jeg få ham til at stoppe med at drikke? Han ved selv at han har et problem, og siger han vil gøre noget ved det, men for mig er det bare ord. Han drikker sig alligevel fuld. Og ikke nok med det så er han sygeligt jaloux, jeg kan ikke tage i byen med mine veninder og hygge mig, uden han kimer mig ned hver 5 min og siger jeg skal komme hjem nu, eller uden han mener at jeg ligger og knalder med den ene eller anden person (det kan Eks. Være hans bedste ven eller hvem der lige falder ham ind) og hvis vi eks. Tager i byen sammen så går det også galt. Udover det er vi ofte oppe og diskutere i hverdagen fordi at jeg sidder på Facebook i pausen i skolen eller har Facebook åben i baggrunden af min computer imens jeg skriver opgaver, der mener han så også at jeg enten skriver med den ene eller anden person.. Mit spørgsmål er, hvad kan jeg gøre for at hælpe ham. Jeg må jo tilsydladende elske manden tæmmelig højt […]

Stress og almægtighed

        Spørgsmål. 17 år. Har en stor vennekreds, fine karakterer, dejlig familie og en fantastisk kæreste. Jeg græder hver aften. Eller når jeg er på toilettet. Når jeg er alene. Ser triste film, for at ingen ved hvorfor jeg græder. Lader som om det er pga smerter i knæet. Jeg er ked af det. Hele tiden. Kan ikke beskriver hvorfor. Tænker hele tiden “jeg kan ikke mere” “stop”. Jeg ved ikke hvem jeg taler til. Ved ikke hvem der gør det mod mig. Måske er det mig. Jeg kan ikke holde det ud længere. Føler mig fanget i min krop. Vil ud. Jeg er ved at eksplodere. Samtidig vil jeg lukke mig inde i mig selv. Ingen omverden. Jeg er bange. For at bliver dømt, for at folk ikke kan lide mig. Så jeg holder bare mund, tænker at de så ikke kan dømme mig. Så kan de hverken lide mig eller hade mig. Jeg græder hver gang jeg siger noget i timen. Eller efter en karaktersamtale. Selvom jeg får 10-taller. Jeg sidder på toilettet i pausen og græder. Skælder min mor ud. Ved ikke hvorfor. Hun er den eneste jeg føler helt tryg ved. Så det går ud over hende. Hvor er jeg dum. Det er mig selv. Det tror jeg. Jeg ødelægger mig selv. Jeg skal være perfekt. Ingen fejl. Så græder jeg. Jeg fortjener ikke mine venner, min familie eller min kæreste. Det gør jeg virkelig ikke. Men du må ikke sige det til nogen. For de tror jo at jeg gør. Det tror jeg virkelig at de tror. Men jeg smiler også altid. Selvom jeg har overvejet hvordan et barberblad føles. Svar. Kære Alberte. At […]

Integrer eller fortvivl.

        Spørgsmål. Hej. Jeg blev skilt for 9 år siden fra en politibetjent som har kontrolleret mig i mange år (ved bla at tjekke udskrifter fra telefon, ved at kontakte mig mange gange om dage for at høre hvad jeg lavede og hvem jeg talte med) da jeg så gik fra ham for 9 år siden var vores eneste barn 20 år, der er nu gået en del år og jeg håbede at med tiden ville min (vores) søn aksepter at jeg forlod hans far, men det er stadig ikke sket. Jeg har gennem årene prøvet at fortælle at jeg ikke var lykkelig eller glad, men han vil ikke høre. Han siger det gider jeg ikke høre om, det er dit problem, i dag er jeg for det meste glad og lykkelig, men savner min søn, syntes det kunne være dejlig hvis han lige ringede eller sendte en SMS. Specielt når jeg høre at han bruger meget tid med sin far og når jeg spørger om vi skal lave noget (spise brunch eller andet) siger han altid at han ikke har tid. Dette gør mig meget ked af det og nogle dage græder jeg meget, og mister lysten til alt. For øjeblikket har jeg det rigtig surt. Håber på gode råd hvordan jeg kan takle dette uden at jeg ryger ned i kældere hver gang for det bliver mere og mere svært at komme op. Og ikke mindst for min nye dejlige mand som ikke kan være tjent med at jeg ryger så langt ned, selvom han aldrig siger noget, men lytter hver gang Hjælp mig venligst. Mvh. Blandetfrugt Svar.  Kære Blandetfrugt. Der er kun en farbar vej ud af […]

Hjælp til ret kurs.

        Spørgsmål. Hej .. Ved ikke helt hvor jeg skal starte den her fortælling .. Normalt så ville man starte der hvor tingene gik galt, men vil os gerne hurtigt fortælle om en tid inden som var den bedste i mit liv. Jeg starter hvor jeg er 14 år, en god dreng som kan klare ALT. Det er den følelse jeg har og husker den tydeligt. Jeg går på daværende tidspunkt i 10´ende klasse og har godt styr på pigerne, går til diverse fester, og ser lidt livet som en leg og selvom jeg nok ikke var den bedste i skolen, så ville jeg ind for politiet som jeg os var i praktik hos og jeg så et langt og godt liv foran mig. Nu springer jeg et år frem, jeg er 15 år og vi sidder foran spisebordet derhjemme, min mor, min far, min søster og jeg selv. Her fortæller de så at de skal skilles, og at min far skal bo i huset imens min mor skal finde et andet sted at bo, indtil da får hun lov at blive i huset. Det kom selvfølgelig som et chok for mig, for den havde jeg ikke set komme, altså som så mange andre børn på min alder så kunne man ikke forestille sig de gamle ikke skulle være sammen mere. På det her tidspunkt hvor de smider denne bombe, spiller jeg kontraktfodbold i BK frem og skal til at spille mig til en ny kontrakt da min daværende var ved at udløbe, og nu hvor jeg tænkte på alt det på hjemmefronten, ja det gjorde at jeg spillede mildt ud sagt af helvedes til, og fik derfor ikke […]

At svare på de evige spørgsmål.

        Spørgsmål. Jeg er 17. Har nærmest ingen venner. Er sindssygt ensom, og de sidste 2 år har jeg kun mødt folk der jugdede mig for den jeg var. Nu skal jeg IGEN starte i en ny klasse. Kan ikke lide nærkontakt, og er ofte blevet kaldt lesbisk, fordi jeg ikke har meget med drenge, selvom jeg ville ønske jeg havde. Alle piger i min alder er ren og skær en kæmpe portion sluts. Jeg er egentligt en flot pige, er bare meget drenget personlighedsmæssigt. Jeg er bare anderledes og træt af at føle mig så ensom i dette society hvor alt kun går ud på hvordan man ser ud og hvor mange fyre man har. Har aldrig været forelsket som sådan. Men nu blev jeg det endelig i en fra Tjekkiet. Og det var ægte, jeg føler at jeg hellere vil dø end ikke være med ham. Han vil nu begå selvmord på grund af mig, da jeg ændrede mig og nu hader han mig mere end noget andet. “Ved ikke hvorfor” Men jeg kan ikke forstille mit liv uden en anden. Livet er en joke. Hvorfor leve? Folk fatter ingenting. Skrev denne tekst igår. Jeg har næsten fået et hjerteanfald Jeg sidder her… Så lige fightclub med Juliane. Hele mit liv har været en løgn. For at overdrive meget. Da det kun er de sidste 3 år, da det er her man begynder at tænkte over hvem man er og hvad man vil. Har fokuseret for meget på hvordan jeg ville se mig selv i fremtiden og hvordan jeg så vidt muligt kan acceptere den jeg er. Dyrlæge? Er det ikke vejen frem Emma? Ser ofte […]

OCD og angst

        Spørgsmål. Hej Psykologpostkassen. Jeg er en pige på 17 år, der i de sidste 5 år har haft OCD og angst. Selvom jeg aldrig er blevet konstateret med det af en læge, ved jeg, at det er det, som jeg har, og det har virkelig påvirket min psykiske tilstand. Jeg er ikke sikker på hvordan det hele startede, men da jeg var 13, begyndte jeg at gentage de ting, som jeg gjorde. Jeg begyndte at træde på alle stregerne på fortovet med begge fødder, men hvis jeg glemte at træde på en streg med en fod, var jeg nødt til at gå tilbage og træde på stregen med foden. Senere begyndte jeg at skulle udføre alle de ting, som jeg gjorde med begge hænder lige mange gange. Så hvis jeg skulle åbne for vandhanen med højre hånd, var jeg nødt at gøre det samme med venstre hånd. Mine daværende klassekammerater kunne godt se, at der var noget galt med mig, og de begyndte at drille mig med det. Jeg fik rigtig dårligt selvværd og begyndte at få det dårligt, når jeg var ude blandt andre mennesker. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begyndte at gå i panik, få vejrtrækningsproblemer og hovedpine. Mine forældre begyndte at blive bekymret for mig, så Jeg flyttede skole to gange. Dette hjalp dog ikke, fordi jeg efterhånden havde fået så dårligt selvværd, at jeg ikke turde snakke med andre mennesker, så jeg gik rundt alene. I løbet af de sidste tre år er min OCD så blevet meget værre. Jeg begyndte at blive virkelig bange for bakterier, der kom fra andre mennesker, så hvis jeg f. eks sad i en bus eller […]

Forelskelse og bedrag

        Spørgsmål. Hej med jer. Jeg er en kvinde på 24 der står i en situation jeg næsten ikke kan håndtere. Jeg har for lidt over et år siden mødt en skøn fyr, det år med den mand var intens, fyldt med kærlighed og et fremtid sammen var et fælles mål for os begge. Vi var kærester, elsker og rigtig gode venner, vores hverdage var synkroniseret efter hinanden. For et par måneder siden fandt jeg ud af på fb at den mand har et helt andet navn, og da jeg søgte under hans rigtige navn kom der et voldtægts forsøg sag op og det har han været inde og sidde i 2 år for, jeg konfronterede ham med det og han påstod at det var en kvinde som var forelsket i ham, og da hun ikke kunne få ham brugte hun denne sag som hævn overfor ham, eftersom jeg var fuldstændig forelsket i den mand valgte jeg at stole på ham. Vi tog os en lang rejse til Afrika for at hele såret og starte på noget nyt, i Afrika fandt jeg frem til at han havde skrevet til en gammel flamme på fb og udgivet sig for at være single og sendte hende overkrops billeder af sig selv samt fortalte hende de samme ting han plejer at sige til mig med fremtid og børn. Jeg valgte at gå fra ham efter denne episode, men han mente at han var blevet usikker på om jeg vil blive med ham efter det med hans dom, og har prøvet at flirte med en anden for at parat gør sig selv for at blive forladt. Jeg mødtes med ham han så helt […]

Etik – moral og følelse

        Spørgsmål. Jeg er en 36-årig lærer, som er gift og har et barn. Jeg har igennem snart halvandet år været hemmeligt forelsket i en af mine elever. Han er 16 år nu. Det er ikke et problem, når jeg er på arbejde, her kan jeg underligt nok sagtens være professionel, og her har jeg for travlt til at dvæle ved tankerne. Men allerede på hjemvejen og resten af dagen og aftenen tænker jeg meget på ham. Selv i den lange sommerferie tænker jeg på ham hver dag. det er ikke kun en fysisk tiltrækning, men i høj grad også hans personlighed, jeg er forelsket i. Jeg har aldrig mødt en elev som ham før, og jeg har aldrig haft den slags følelser for mine elever. Jeg ved jo godt, hvor forkert det er, men det er nu engang sådan jeg føler. Og som med alle andre forelskelser, har man jo en stor trang til at fortælle om sine følelser og til at erklære dem til ham på en eller anden måde. Men det kan jeg jo bare ikke. Og måske derfor føles det som en bombe indeni – som en indestængthed. Det er som om, jeg ikke kan få fred, før jeg får det ud. Til ham. Det mærkelige er, at min største frygt ikke umiddelbart er, at risikere at miste min mand, hvis det kom så vidt, eller mit job. De største grunde til, at jeg ikke kan fortælle ham det er, hvis han ikke ser mig på den måde (hvilket jo er meget sandsynligt) og derfor vil synes, jeg er ynkelig, gammel og skør, og hvis han synes det, vil han sikkert fortælle det videre […]