Psykologpostkassen er en gratis psykologisk rådgivning|Vi tilstræber at svare inden for 14 dage.

Er mine problemer egnet til psykologhjælp?

Spørgsmål: Hej. Jeg er 23 år gammel, læser til engelsk lærer og har to fritidsjob samt en stor interesse for fitness/træning. Jeg oplever op og nedture og ting i mit liv jeg ikke kan kontrollere, dage hvor jeg bare er så træt jeg ikke kan stå op, overskue noget og bare har lyst til at græde. Har ofte overvejet at søge psykologhjælp, men da jeg ikke har nogen diagnoser eller direkte depression ved jeg ikke om det er muligt? Eller overhoved hvad jeg vil snakke med en psykolog om. Jeg har det med at planlægge min dag til punkt og prikke, og når jeg ikke alle punkter (specielt hvis jeg ikke når/kan overskue træning) så er min dag nærmest ødelagt. Ofte kommer træningen også før lektier og skole. Jeg har problemer med at spise ordentligt, og falder ofte i fælden med alt det usunde, og så snart jeg har spist slik/sukker og andet usundt, ja så bliver jeg simpelthen så ked af det og fortryder. Jeg har en kæreste gennem snart to år (vi har dog kendt hinanden i snart 10) og elsker ham utroligt højt, men i forhold til vores sexliv er det bare gået ned ad bakke det sidste år.. Vi har sex og jeg har lyst til ham, men generelt er sex nok det sidste jeg kan tænke på, samt overskue. Jeg ligger aldrig selv op til sex, da jeg egentlig bare ikke har lyst, og når han prøver på ligge op til det så kan jeg aldrig overskue det og bliver nærmest sur indeni… Sådan var det ikke førhen.. Jeg tænker at det bare vil være rart at snakke ud om alle mine tanker, for tænker virkeligt alt for meget og føler mit […]

Det trejde valg.

        Spørgsmål. Hej. Jeg står midt i skilsmisse, og min (ex)kone var egentlig ved at pakke ned og flytte. Vi har 2 børn, den mindste er 4½ og den store 7 år. Den store har siden han var lille haft nogle ritualer han skulle gøre fx ved putning, og når han skal have tøj på. For et par uger siden kastede han op, og weekenden efter begyndte han at sige at han havde det som den dag han kastede op, og gentog sig selv igen og igen og igen. Han sagde selv at han ikke kunne stoppe med at sige det. (Han kastede ikke op) Han har også svært ved at sove uden jeg er hos ham, og vil helst ikke lade mig gå hvis jeg har en aftale eller møder om aftenen. Vi har fået kontakt til en psykolog som vi har været hos en enkelt gang. Han mener der er noget, men vil ikke lægge sig fast på ocd, som vi selv tænker at det kan være. Jeg er utrolig ked af det og føler mig magtesløs. Og er nu i tvivl, om jeg for min søns skyld skal blive sammen med min ex-kone for ikke at forværre hans situation. Jeg har spurgt psykologen, men jeg blev ikke så klog på ham, han sagde blot at min søn har brug for faste rammer. Jeg elsker hende ikke, men jeg er villig til at gøre alt for at min søn skal få det bedre. Lidt forhistorie er, at skilsmissen desværre er trukket ud. Vi fortalte vores børn om skilsmissen mellem jul og nytår sidste år, men det har taget tid at finde et nyt sted at bo for […]

Jeg er bekymret for om mine piger er blevet misbrugt

Hejsa Jeg vil fortælle om noget som jeg sommetider er bekymret for og som jeg har bekymret for i ca. 4-5 år. Det kommer af at jeg selv var seksuelt misbrugt da jeg var lille. Mine tvillinger piger blev i nogle måneder passet hos en dagpleje mor som havde en nevø som tit kom forbi. Det var først da vi mødte nevøen ca et år eller mindre efter de var blevet passet, i et lege center at jeg blev nervøs. Jeg spurgte mine piger om de kunne huske ham og det kunne de ikke. Pludselig blev jeg bange for om der var noget som de fortrængte. Nevøen havde fået en kæreste som havde små børn og det fik mig også til at tænke. Min far fortæller så en historie om mine piger fra da de var ca 4 år. Han tog pigerne med ind på et offentligt toilet og en af mine piger sagde højt. “Jeg vil altså ikke røre den” igen blev jeg bange for der er sket dem noget for hvordan vil de da kende til en penis i den alder. Måske er det bare pga af min baggrund jeg er nervøs, men jeg havde ti meget dårlige år og er derfor meget nervøs for mine piger vil gå gennem det samme som jeg. Mvh Anne     Kære Anne   Tak for din mail hvor du fortæller om din bekymring for om dine døtre er blevet misbrugt af nevøen til deres dagplejemor. Du er i tvivl, da du selv er blevet misbrugt, da du var barn. Jeg tænker, at du er i tvivl, fordi det kan være, at du ser ”spøgelser”, som der overhovedet ikke er belæg for, og så er det ærgerligt at beskylde nogen […]

Lad også tiden arbejde.

        Spørgsmål. Hej, jeg skriver til jer, fordi jeg mistede min mor pludselig i november sidste år. Jeg er den eneste der bor hjemme, sammen med min far. Jeg er snart 20 år gammel, og er nu ved min andet sabbatår. Problemet er, at jeg føler jeg ikke rigtig kan komme videre. Min far er meget deprimeret og det går meget op og ned, og derfor ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg har en pligt overfor ham føler jeg, han har også selv sagt at han ikke rigtig kan klare sig uden mig lige pt. i hvert fald. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er ulykkelig når jeg er derhjemme, da alt stadig minder om min mor og det ikke rigtig er et hjem mere og vi er rigtig dårlige til at være en familie igen. Og når jeg er ude, fx arbejde osv., så har jeg det dårligt over at jeg ikke er hjemme og fx lave mad eller gøre rent for min far. Når jeg så endelig har en fridag, så er der altid en veninde eller ven der spørger om vi skal lave noget sammen, og jeg er begyndt at sige meget nej til dem, netop fordi jeg gerne vil være derhjemme hos min far. Men så har jeg det jo bare dårligt over ikke at have hygget mig med mine veninder. Og min far han ser ikke hvor meget jeg ofrer for ham. Jeg handler, laver tit aftensmad, aflyser mindst 1 ting om ugen fordi jeg føler jeg skal være hjemme. Jeg ved han har brug for det, og jeg ved at jeg også har brug for ham. […]

Svedproblemer.

        Spørgsmål. Hej Jeg sveder rigtig meget og har gjort det siden puberteten. Det er især slemt, når jeg er sammen med mennesker, jeg er usikker på, og det er ikke særlig slemt, når jeg er alene eller er sammen med mennesker, jeg er tryg ved. Jeg sveder i særlig høj grad under armene og i skridtet, og der er oftest lugtgener forbundet med sveden. Det hæmmer mig meget ift. at være sammen med andre mennesker -især nye mennesker. Det kan også være mennesker, jeg har kendt længe, men som jeg er usikker på. Især har jeg det dårligt med at “være på”, dvs. undervise, være i centrum og særligt navnerunder med en ny gruppe mennesker, har jeg meget svært ved at være i. Der sveder jeg rigtig meget, bliver stakåndet og har svært ved at være i min egen krop. Jeg er ret overbevist om, at problemet bunder i mindreværd og en følelse af ikke at kunne leve op til mine egne og andres forventninger til mig. Min mor er depressiv og har været på lykkepiller i mange år, og hendes negative verdensanskuelse har fyldt meget i min opvækst. Jeg har på mange måder arbejdet med mig selv, men jeg føler, jeg bliver bombet tilbage til udgangspunktet, når jeg så er et nyt sted, hvor jeg skal deltage i en navnerunde eller er et sted med mange mennesker, jeg er usikker på eller føler mig mindreværdig overfor. Jeg håber, I kan hjælpe mig. Mange hilsner fra Miriam Svar. Kære Miriam. Før vi begynder at tænke psykologisk over din lidelse vil vi råde dig til, at gå til din læge og forelægge ham problemet som måske kan […]

At ville eller ikke ville

        Spørgsmål. Hej Psykologpostkassen Mit navn er Helene, jeg er 18 år gammel og jeg er lige startet på HF på VUC. Mit problem er at hver morgen når jeg vågner, er jeg på bristepunktet til at græde. Jeg har mistet lysten til at gå i skole, de eneste ting jeg vil er at ligge og stirre i loftet i min seng, eller tage hjem til min veninde og ligge i hendes sofa og stirre op i loftet sammen med hende. For 2 år siden startede jeg på HF på STX efter at jeg havde afsluttet 10′ende klasse. Jeg havde lysten til at gå i skole, men var havnet i en uheldig klasse så jeg skiftede skole til HTX, der havde jeg både lyste og en god klasse, indtil i år i marts måned. Vi var lige kommet hjem fra studietur med klassen, og så stoppede min bedste veninde med at komme i skole, hvilket resulterede at mine venner begyndt at behandle mig anderledes, og ikke snakke med mig, fordi jeg ikke var så interessant når hun ikke var der. Så jeg stoppede der, og har lavet ingen ting indtil august hvor jeg startede på HF VUC hvor den klasse jeg er kommet i er rigtig god, men jeg har slet ikke lysten til at gå der. Jeg har næsten ikke været i skole, da jeg ikke har lyst, jeg bliver nedtrykt ved tanken om at jeg skal i skole, men også ved tanken om at jeg ikke kommer afsted, fordi jeg er blevet opdraget til at man tager i skole uanset hvad. Jeg føler at skolen er et fængsel hvor jeg SKAL være. Jeg vil så gerne have […]

Kamp med dæmoner

Spørgsmål. Hej. Jeg er en ung mand på 25 år, med store problemer i mit liv. Først vil jeg fortælle kort om mit liv indtil videre. Jeg er vokset op i Holstebro med min mor og far og 2 mindre søskende. Har et meget anstrengt og mystisk forhold til mine forældre, min far har adhd, og var alkoholiker og meget fraværende, til tider grov mest psykisk. Min mor var også meget fraværende, og gik meget op i at de ydre rammer skulle være iorden. Min søster var meget syg, vi vidste ikke hvad der var galt dengang, hun fik diagnosen skizofreni omkring 18 års alderen, har et godt forhold til hende i dag. Min lillebror er i dag 16 og har adhd. Mig som menneske i alt det her kaos, var at jeg påtog mig en rolle som en slags frelser, og gjorde det til en opgave at sørge for at de skulle have det godt, jeg tog deres smerte over i mig selv og blev med tiden meget indadvendt, ja nærmest usynlig. Har følt mig meget ensom, uden personlighed, angst, indre uro, tankemyller og jeg kan blive ved.. Har lavet en masse ting efter jeg flyttede hjemmefra som 18 årig, bl.a. boet i Thailand i 1 år. Prøvede at gå til en læge i Odder på et tidspunkt fordi jeg var meget paranoid på mit arbejde hovedsagligt. Efter 15 minutters snak ca gav han mig diagnosen Paranoid Personlighedsforstyrrelse og udskrev noget antipsykotisk medicin med hjem. Har dog senere fundet ud af at det nok ikke kan være tilfældet, har gået til psykologer som ikke helt kan finde ud af hvad der er galt. Et af mine store […]

Depressionsforvaltning

        Spørgsmål. Hej hjælpende hånd.. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte.. Må vel hellere tage udgangspunkt i den aktuelle situation, men jeg ridser lige kort lidt baggrundsviden op; Min kæreste og jeg har været sammen i 3½ år og har boet sammen de 2½. Vi har lige fået en lille datter sammen, så der er linet op til familieidyl. Min kæreste har en dårlig barndom bag sig, med mange svigt fra vigtige mennesker, og han har set ting børn ikke bør se. Han er et meget følsomt menneske, og blæser ofte mindre problemer, stridigheder og ‘svigt’ fra andre mennesker helt ud af proportion (Det er naturligvis sådan jeg ser det – for ham er verden en anden, og det forstår jeg). Jeg selv kommer fra en kernefamilie, god barndom, godt netværk osv. Inden for de sidste 6 måneder har mit liv dog taget nogle voldsomme drejninger; Min mor blev diagnosticeret med depression, har siden hen forsøgt selvmord, og er nu indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. Min morfar, som jeg var tæt knyttet til, er død for nylig. Min storebror er endt med at skulle i fogedretten for at kæmpe for at se sin datter, og midt i alt det, er jeg blevet mor. Fødslen gik på ingen måde som forventet. Hele graviditeten var normal, og jeg forventede at fødslen blev ligeså, men på to dage gik det fra normalt til kejsersnit, fordi lægerne var bekymrede for den lille. Så hurtigt kejsersnit hvor vi var indlagt en uge efter. Min datter blev behandlet for gulsot i næsten 3 dage, og efterfølgende har man fundet et par ‘defekter’ ved hende, som dog ikke bør have betydning for hendes fremtid […]

Positiv og negativ vurdering af medmennesker.

        Spørgsmål. Jeg er en pige på 19 år og går på gymnasium i 3.g. Sagen er den at jeg er fuld af negative tanker om alle dem jeg har kendskab til som IKKE er i min familie. Altså, har jeg enten et had eller en irritation til mine såkaldte venner og bekendte. Jeg har et stort socialt behov og derfor kan jeg altså ikke kun nøjes med at bruge tid med mine familiemedlemmer, selvom det er de eneste jeg nyder at være i selskab med. Jeg har altid været god til at få venner og jeg har også været god til at holde fast på mine gode venner. Jeg har altid været en person med få, men gode venner, men sådan ville det ikke gå til i min gymnasietid. Jeg skiftede skole et halvt år inde i 1.g fordi jeg ikke kunne lide dem fra min klasse og jeg ville gerne væk fra mine venner på skole. Jeg følte de havde dårlig indflydelse på mig og jeg synes de var irriterende og dovne. Så kom jeg over på en skole hvor jeg ingen kendte. I den tildelte klasse forsøgte jeg at få et ordentligt venskab i gang med stort set alle eleverne der går i min klasse(det skal siges alle i min klasse er piger), jeg har givet dem alle sammen en chance og det har måske lige fungeret de første 2 uger og så er jeg blevet træt af enten personen eller grupperingen som jeg forsøgte at danne et ordentligt bånd med. Jeg forstår ikke hvorfor jeg så er så sart. Hvorfor har jeg så store krav til mine medmennesker når jeg ikke engang selv har […]

Familieliv.

        Spørgsmål. Jeg er en kvinde, der er gift og har 2 små børn. Min mand har ingen familie tilbage og jeg har en meget lille familie, hvoraf jeg desværre er blevet uvenner med en del af dem. Dette uvenskab påvirker hele familien. Min ældste datter er nu næsten 5 år. Kort tid efter hendes 3 års fødselsdag sagde jeg til min bror at jeg var ked af hvordan han var over for min datter. Næsten hver gang vi var sammen, vendte han det hvide ud af øjnene, sukkede og var klart irriteret over hende. Det havde han gjort i det sidste år, altså siden før hun var 2 år. Jeg havde taget mod til mig for at sige det til ham i over et halvt år inden jeg fik det gjort. Han svarede at han var ret irriteret på hende, da han syntes hun opførte sig dårligt. Over et par dage talte jeg så med ham i telefonen, hvor han kom med eksempler: – hun kunne finde på at skrige uden at jeg sagde noget til hende – hun havde som 1 1/2 årig bidt hans datter 1 gang, hvilket gjorde at hans datter stadig efter 1 1/2 år var bange for min datter (jeg anede ikke at min datter havde bidt hans datter og hun har aldrig før eller siden bidt nogen) – hun havde den eneste gang hun var alene hjemme hos dem åbenbart kastet med en gaffel som næsten havde ramt min svigerinde ved øjet – en dag min svigerinde og min datter havde været alene i deres køkken skulle min datter have spildt et glas mælk med vilje. Jeg kan ikke huske episoden, […]